Carl Nielsens længste musikalske udflugt

Carl Nielsens sjette og sidste symfoni fra 1927 er et meget specielt musikværk.
”Sinfonia Semplice” er titlen – enkel symfoni. Det enkle skal man dog lede en del efter.

For ind imellem mere traditionelle temaer og melodier vælter hele den moderne musik ind over lytteren – tilsyneladende umotiveret. F.eks. kan en meget støjende passage i 1. sats fortolket som et march-orkester, der gør sin entre midt i en sød og indsmigrende melodi. I 4. sats er der en lignende passage med et voldsomt brud i musikken, her midt i en spillemandsvals, som efterfølgende ”kæmper for livet”.

Den største overraskelse får lytteren dog i 2. sats ”Humoreske”, som kan høres som en parodi på samtidens moderne musik, som den blandt andet kendes hos østrigerne Arnold Schönberg og Anton Webern. Hos Carl Nielsen bliver det ikke rigtig til en melodi fra starten, kun nogle spredte udbrud. Fløjter og triangel spiller hovedrollen her. Da musikken begynder at samle sig til egentlige melodier og temaer bryder en trækbasun ind med lange faldende tonerækker – glissader, som kun kan fortolkes som støj.

Husk at trække på smilebåndet – det er ikke særlig alvorligt ment.

4. sats er udformet som et tema med variationer, og der er virkelig gang i orkesterets effekter i de mange og meget forskellige variationer. Der er bl.a. en variation for slagtøj alene, og ørerne skal ofte på stilke for at kunne genkende det oprindelige tema.

Slutningen på symfonien er også meget speciel – en meget dyb tone fra fagotterne. Nogle fortolker det som det helt enestående faktum, at en symfoni slutter med en prut – ikke hørt hverken før eller siden. Om det var Carl Nielsens intention, forlyder der ikke noget om.

Carl Nielsen havde et dobbelt forhold til samtidens eksperimenterende musik. Han begyndte selv sin komponistkarriere med at være særdeles kritisk overfor den herskende senromantiske stil. Han ønskede at skrive en mere nøgtern og enkel musik, men hvordan? Carl Nielsens løsning blev at udvide tonaliteten på sin egen måde. Jeg kalder det melodiske og harmoniske ”udflugter”, og når man tager på udflugt er det vigtigt at komme sikkert og beriget hjem. Således også hos Carl Nielsen.

Samtidig var han ganske kritisk overfor de komponistkolleger, som opgav eller opløste tonaliteten i den såkaldte atonale musik.

Carl Nielsens 6. symfoni er hans længste og mest modige musikalske udflugt. Det er en udflugt i den musikalske modernisme men med Carl Nielsens tydelige stempel og kendemærke – vi kommer hjem igen hver eneste gang. Musikken bliver aldrig atonal, men han bruger en masse andre effekter, som han har luret hos sine avancerede internationale kolleger: nye sammensætninger af instrumenter, komplekse rytmer og som sagt markante brud i musikken.

Carl Nielsen var aldrig bange for at udfordre musikerne, her vover han også at udfordre publikum. Carl Nielsens 6. symfoni er også det endegyldige bevis på, at det er umuligt at indordne Carl Nielsen i rækken af ”pæne” og ”velfriserede” komponister.

Lyt til Carl Nielsens 6. symfoni og undr.

Sibelius’ 4. symfoni: Døden, bjerget, Freud og den moderne musik

Det særeste stykke musik uden de sædvanlige fængende melodier og temaer. Musik i et rum uden resonans – en slags intim friluftsmusik med naturens store stilhed meget tæt på. Et underligt tiltrækkende og frastødende musikstykke, en lidt skrabet næsten minimalistisk model af en romantisk symfoni, meget indadvendt og ikke særlig nem at komme i nærheden af.

Sibelius’ 4. symfoni er et meget omdiskuteret musikværk, som er blevet fortolket på et utal af forskellige måder, men symfonien forbliver gådefuld – stadig noget at undre sig over her 104 år efter førsteopførelsen.

Jean Sibelius (1865-1957) – en af dette års 150 års jubilarer – skrev sin 4. symfoni i 1909-11. Han var på det tidspunkt en internationalt berømt komponist og dirigent. Tre vigtige forhold prægede hans liv:

– Han havde få år tidligere gennemgået en kræftoperation, og han var meget bange for at sygdommen skulle bryde op igen. Døden og dødsangsten var meget nærværende for ham.

– Han havde besøgt Koli-bjerget i den østlige Finland – en oplevelse, som havde gjort et meget stort indtryk på ham. Han vendte flere gange tilbage til stedet, som resten af hans liv forblev en vigtig inspiration.

– Han havde på sine rejser i Europa hørt flere musikværker af de moderne komponister Schönberg og Strawinsky. Han tog utvetydigt afstand fra den musikalske modernisme og dens ”cirkus-stemning”. Men Sibelius’ musik blev alligevel aldrig helt som før. Han blev moderne på sin egen måde.

Mødet med den moderne musik fik Sibelius til at revidere sin orkesterteknik med mere brug af kontrapunkt – populært sagt “at melodierne og temaerne snor sig om hinanden” – barokkens og renæssancens foretrukne kompositionsteknik. Sibelius frigjorde sig også fra den klassiske symfoniform og lod temaer og motiver udfolde sig mere frit.

Sibelius’ 4. symfoni er blevet fortolket som hans livtag med døden, den er også beskrevet som en ny fase i hans finske, nationale identitet – her er det den storslåede finske natur, der er inspirationen. Symfonien er også blevet beskrevet som en indre rejse, inspireret af psykoanalysen, som Sibelius var meget optaget af. Endelig er symfonien blevet beskrevet som Sibelius’ kunstneriske opgør med samtidens atonale musik.

Og det kan være sandt det hele. Måske er Sibelius’ 4 symfoni en mental korsvej, et mødested for mange kunstneriske og mentale tendenser. Skal vi mødes der?

Sibelius var selv tilfreds med sin symfoni. I 1940, næsten 30 år efter førsteopførelsen, udtalte han, at ”han stod ved hver en tone, ingen toner var overflødige, og der var ikke behov for at tilføje flere.”

I dag kan Sibelius’ 4. symfoni stadig virke gådefuld, men mest på grund af sin indadvendte karakter. Symfonien er også et blandt mange fascinerende musikværker fra en periode med kunstnerisk opbrud, eksperimenter og nye kombinationer af musikalske elementer. Mange forsøg var kun at regne for stileøvelser. Sibelius’ 4. symfoni er et fuldbåret kunstværk – et hovedværk i det 20. århundreds musik.

Lyt til Jean Sibelius’ 4. symfoni i a-mol, opus 63 – og undr.

I musikkens værksted med Carl Nielsen

Hvilken målestok skal Carl Nielsen og hans musik vurderes efter?

Carl Nielsen (1865-1931) blev i sin levetid et idol i det danske musikliv. Hans musik og hans ideer blev hævet til skyerne. Han har holdt sin popularitet i Danmark, men er også i den grad blevet pillet ned af lærde musikteoretikere. ”Musikken er færdig lang tid før sidste node er spillet”, er det blevet sagt om hans symfonier. Især er Carl Nielsens instrumentation blevet kritiseret, dvs. hans måde at bruge og sammensætte orkestrets instrumenter på.

Det spændende ved Carl Nielsen er, at han gav nogle originale bidrag til den kunstneriske opbrudstid, han levede i. Rigtig mange kunstnere – malere, forfattere, komponister – søgte nye veje i perioden 1880-1920. Mange bevægede sig ud i ekstreme udtryksformer, det gjorde Carl Nielsen ikke.

Klunketidens stilarter gav mange kunstnere klaustrofobi. Verden ændrede sig meget hurtigt, og det gjorde kunsten også. Carl Nielsen havde sin egen jordnære baggrund for at forkaste den senromantiske musik. Han kom fra fattige kår på landet på Fyn, men blev til noget ved musikken i Kongens København og mere til. Han glemte aldrig sin baggrund og heller ikke den musik han først lærte at spille – den fynske spillemandsmusik.

Carl Nielsen udviklede en meget personlig skrivemåde, som forholdt sig temmelig frit til den klassiske harmonilære. Carl Nielsen musik er fyldt med musikalske udflugter, og han kom altid helskindet hjem igen. Hans skrivemåde udviklede sig hele livet igennem – en lang personlig rejse fra de første klaverstykker fra 1890 til klarinetkoncerten fra 1928.

Der er noget søgende over Carl Nielsens musik – nogle kan opleve den som ufærdig. Det kan dog lige så godt beskrives som et besøg i musikkens værksted. Lytteren får lov at kigge med i komponistens værktøjskasse. Det hele er meget åbent og tilgængeligt. Netop dette er én af de store kontraster til senromantikken, hvor alt er pakket pænt ind og dækket af.

Hør det her i Carl Nielsens ”Helios Ouverture”, skrevet under indtryk af solopgangen over Akropolis i Athen. Det musikalske billedsprog er meget tydeligt, og trods den græske inspiration er stilen Carl Nielsen egen friske, danske. Der gror mælkebøtter i grøftekanten tæt på Akropolis!

Carl Nielsens ”Chaconne” for klaver er et andet eksempel på hans frigjorte kompositionsmetode fra hans modne år. Chaconne er en gammel form for variationssats, hvor en basmelodi er grundlaget. Hør godt efter. Basmelodien er der hele vejen igennem, men den kan være svær at følge i stykkets sidste del.

Carl Nielsens Strygekvartet nr. 3, Es-dur, er et forholdsvis tidligt værk, ét af de steder, hvor hans karakteristiske tonesprog for alvor udvikler sig. Her er det 3. sats.

Hvordan kunne en bondedreng fra Nørre Lyndelse finde på sådan noget? Det kan man undre sig over. Det kunne han altså, og han gjorde det. Han kunne ikke lade være. Der er kun én Carl Nielsen.

Carl Nielsen og Jean Sibelius er værd at fejre

I 2015 er det 150 året for danske Carl Nielsens og finske Jean Sibelius’ fødsel. Og der er virkelig noget at fejre. Fødselsåret 1865 og en status som nationale ikoner har de til fælles. Men ellers er de så forskellige som dag og nat.

Carl Nielsen (1865-1932) er den fynske bondedreng, der bliver til noget stort i Kongens København. I hans egen levetid blev han også kendt internationalt, men han blev glemt igen. Da den amerikanske dirigent Leonard Bernstein i 1960’erne indspiller Carls Nielsen symfonier, blev det startskuddet til en international Carl Nielsen-bølge, som med toppe og dale har eksisteret lige siden. Odense Symfoniorkesters Carl Nielsen konkurrencer samt den nye komplette og kritisk reviderede udgave af alle Carl Nielsens værker (1993-2009) har givet Carl Nielsen bølgen nyt liv.

Carl Nielsens musik er præget af hans meget personlige, udogmatiske og ikke-romantiske måde at komponere på – og altid med et humoristisk glimt i øjet. Carl Nielsens musik gennemgik en markant udvikling fra gennembruddet i 1892 frem til hans død i 1932. Mere om dette i kommende indlæg. Carl Nielsens blæserkvintet fra 1917 hører til hans bedste og mest kendte musikværker. Carl Nielsen komponerede også mange folkelige sange.  ”Jens Vejmand” med tekst af Jeppe Aakjær blev et regulært hit i 1905 og årene derefter.

Jean Sibelius (1865-1955) har en finsk borgerlig baggrund. Han var hele livet tæt forbundet med den finske nationalisme. En stribe af Sibelius’ vigtigste musikværker har referencer til finsk sprog og mytologi, og fremkom i perioden 1890-1910, hvor kravet om finsk selvstændighed voksede sig stærkt. Jean Sibelius blev en internationalt kendt og feteret komponist og dirigent ca. fra år 1900.

Jean Sibelius tilhører den sidste generation af romantiske komponister. Tonesproget er meget personligt og originalt og med mange overraskelser. Som person var Jean Sibelius Carl Nielsens modsætning – en indadvendt, melankolsk og selvkritisk alvorsmand. På et tidspunkt i begyndelsen af århundredet brændte han alle sin værker i et anfald af selvkritisk melankoli under én af sine perioder med voldsomt alkoholmisbrug – i dag ville vi kalde det en depression. De udgivne værker undgik dog flammerne, og der fulgte mange flere i de følgende årtier.

Sibelius’ værker spænder meget vidt.  Han symfoniske digt ”Finlandia” og hans kraftbetonede violinkoncert i d-mol hører til hans mest kendte værker.
Der kommer meget mere om Carl Nielsen og Jean Sibelius i løbet af 2015.

DR UnderholdningsOrkestret lukker – ressourcespild i særklasse

Tre dødsfald den 8. december 2014  har relation til musik. her omtales det tredje “dødsfald”.

Så skete det.

Den 8. december 2014 blev DR UnderholdningsOrkesterets skæbne beseglet. Orkestret nedlægges pr. 1. januar 2015. Hermed realiseres den plan, som DR’s bestyrelse og ledelse annoncerede 8. september.

Formelt sker alt efter bogen, og man skulle være et skarn – sådan demokratisk set – hvis man ikke vil acceptere, at dem, der er sat til at styre budgetter, ansatte og aktiviteter, ikke også har ret til at bestemme og beslutte. Forløbet virker meget planlagt – protesterne var formentlig forudset, og argumenterne for at fastholde den oprindelige beslutning har været parat og er blevet brugt med professionel timing og præcision.

Tilbage står en beslutning, som er udtryk for et ressourcespild helt i særklasse. Og det kunstneriske tab ved lukningen af DR UnderholdningsOrkestret er så meget større, fordi der har været satset, og den dobbelte satsning har båret frugt og givet succes. 15 målrettet arbejde med kunstnerisk vækst og fokus smides nu i skraldespanden med det politiske establishments stiltiende accept.

Den ene satsning har været en opbygning af en ekspertise i at spille wienerklassisk musik – Mozart og Haydn – med den ungarske dirigent Adam Fischer ved roret. Succesen på dette område kan vel ikke være større. Det regner ned over orkester og dirigent med ros og hædersbevisninger. Hvad kan man forlange mere? Det er svært at finde på.

Den anden satsning for DR UnderholdningsOrkestret har været at spille sammen med en lang række musikere indenfor jazz, rock og pop i et utal af traditionelle og utraditionelle sammenhænge. Støtten fra en lang række jazz-, rock- og popmusikere til DR UnderholdningsOrkestret har været en positiv overraskelse, men også denne side af protesterne har været uden effekt. Også her må man spørge: Hvad kunne der være gjort mere eller bedre? Og også her er det svært at finde på, hvad det skulle have været.

Og der kan ikke være tvivl om, at der har været mange medarbejdere i DR, som har arbejdet helhjertet for at realisere denne dobbelte strategi.

Det tredje punkt er, at der nu er et ensemble mindre til at fylde koncertaftener og publikumssæder i DR’s koncertsal. Den skulle bygges – nærmest koste hvad det ville.

Summa Summarum:
Selve idéen om lukningen af orkestret kan ses som rimelig og nødvendig i et mediepolitisk perspektiv, hvor det er et accepteret faktum, at DR må og skal konkurrere på det kommercielle mediemarkeds betingelser – og så må public service forpligtelsen vrides og bøjes til dette formål.

I et kultur- og musikpolitisk perspektiv er lukningen af DRUO derimod en syg tanke. Her har vi et klassisk orkester som både kan gøre sig gældende internationalt og som kan bygge bro mellem genrerne – et levende bevis på den indre sammenhæng mellem fortidens og nutidens musikformer. Den 15 år gamle strategi for DRUO var og er den eneste rigtige, men rammen viser sig at være helt forkert.

Det eneste reelle problem er, at DRUO at historiske årsager hører til mediepolitikken og ikke til kulturpolitikken. Denne problemstilling kan i princippet også ramme DR’s øvrige ensembler og koncertvirksomheden i Koncerthuset – nu eller senere. For hvad vil DR egentlig med sin ensembler og sin koncertsal?

Den fremsynede løsning vil være at adskille DR’s ensembler og koncertvirksomhed fra program- og medievirksomheden. Men efterregningen efter det voldsomt fordyrede koncerthusbyggeri er en næsten uoverstigelig hindring. Med andre ord må politikerne til lommerne, hvis en organisatorisk adskillelse skal realiseres. En sådan løsning ligger derfor langt ude i fremtiden.

Koncerthuset er fortsat en blå klods om benet på DR.

Hør DR Underholdningsorkestret spille Mozarts symfoni nr. 30.

Neduruni Krishnamurthy er død

Tre dødsfald den 8. december 2014 har relation til musik. Der omtales det andet dødsfald.

Neduruni Krishnamurthys døde 87 år gammel den 8. december 2014 i den indiske by Visakhapatnam – hvis du ikke lige kan huske hvor den ligger, så slå efter på Google Maps.

Lad nu være med at spørge ”Hvem er det?” eller ”Hvad rager det mig?”

Neduruni, som han som oftest blev kaldt, var én af sin generations mest fremtrædende sangere i den klassiske indiske karnatiske tradition – den sydindiske klassiske musik. Herudover var Neduruni en fremragende lærer for næste generation af sangere. Han har udgivet omkring 25 CD-er med ældre og nutidig musik i den karnatiske tradition. Han var også konservatorierektor, musikforsker og publicist.

Den karnatiske musiktradition er en overordentlig vital del af kulturlivet i de sydlige indiske delstater. Madras Musical Season , som holdes hvert år i millionbyen Chennai (tidl. Madras), er formentlig verdens største musikfestival med mere end 1200 planlagte koncerter og events over to måneder. Hertil kommer et endnu større antal gratis koncerter, gadeoptrædener m.v.

Hør koncerten med Neduruni Krishnamurthy fra en anden og lidt mindre festival, Svatantra-festivalen fra august 2013 – her er sangersolisten altså knap 86 år gammel!

Vær tålmodig! Der er god tid. Tid til at lade den indre fred brede sig. Musikken begynder sådan lidt efter lidt, vokser og bliver større. Der er stadig god tid. Musikken svæver på én eneste tone. Alt andet er ligegyldigt end den ene tone. Fra tonen svinger musikken ud og ind i stadig større cirkler, tonerækker og rytmer. Stilheden mellem tonerne og tonerækkerne er tydelig – over, under ved siden af musikken.

Det er helt tydeligt, at det er mesteren, der styrer showet med håndbevægelser, håndklap, øjekast og sangen. Også lyttere, som ikke kender til indisk musik vil kunne høre, at Neduruni mestrer nogle nuancer, som de øvrige musikere skal oppe sig for at følge med til. Sangeren er den mest ansete solist – den karnatiske musik er grundlæggende vokal i sin stil, også når den udføres af en instrumental solist.

Næstvigtigst er trommeslageren helt til venstre. Han spiller på en mridangam – en tromme med to trommeskind – et højre skind er stramt og stemt i et lyst toneleje og har en belægning i midten af hærdet harpiks. Dette giver mulighed for en række forskellige slag og klangfarver. Det venstre skind er løst spændt ud og giver en bastone. Trommeslageren kan også trykke på skindet og kan dermed få de karakteristiske glidende bastoner frem (glissandi). Mridangam -trommen er en uundværlig bestanddel af den karnatiske musik, og trommeslageren er den faste akkompagnatør, og hans spil er det sikre grundlag for solisten. Trommeslageren forventes at være virtuos på sit instrument.

De næste i hierarkiet er sanger nr. 2 i den grønne bluse samt violinisten helt til højre. Disse to musikere indgår i et højst subtilt samspil med Neduruni, hvor efterligninger, vekselsang og -spil, ekkoer samt en form for masterclassundervisning går op i en højere enhed. Violinen er adopteret af den karnatiske musik for 200 år siden, da englænderne koloniserede Indien. Bemærk den helt særlige indiske spillestil med buestrøg med meget blød ansats og fokus på spidsen af buen.

Lige til venstre for Neduruni sidder yderligere en slagstøjsspiller. Bag Neduruni sidder en ung kvinde næsten skjult og spiller på den helt uundværlige tanbura – et strengeinstrument, som spiller én eneste tone, en såkaldt borduntone ligesom en sækkepibe, dog i en langt mere diskret og klangskøn udgave. Strengene på en tanbura er tynde og løst spændt op, så de giver en klang rig på overtoner.

Den meste af den karnatiske musik er kompositioner af ældre og nyere dato. Grundlaget er forskellige skalaer. Nogle toner i skalaen fremhæves og nogle forsires med triller og andre udsmykninger, andre toner spiller en mindre rolle. Det andet grundlag er en rytme (tala). En tala er en slagserie på mellem 4 og 40 slag, en slags rytmisk rundgang, som gentages hele sangen eller stykket igennem. Nogle tala’er er meget enkle, andre er meget komplicerede.

Kompositionen udgøres af en koncentreret melodi og rytme, men først præsenteres skalaen og rytmen af solisten, så følger melodien i sin grundform, og herefter følger en række variationer og improvisationer.

Dette forløb er meget tydeligt i de enkelte sange i koncerten med Neduruni.

Læs mere om den karnatiske musiktradition i Wikipedias engelsprogede artikel.

Men tilbage til, hvad Neduruni Krishnamurthys død forleden eventuelt skulle betyde for dig:

Lyt til en stor virtuos sanger og musiker – og undr!

Kormusikkens moderne mester i Norden er gået bort

Tre dødsfald den 8. december 2014 har relation til musik. Det første er komponisten, korlederen og organisten Knut Nystedt. Han døde i sit hjem i Oslo den 8. december 2014, 99 år gammel.

Knut Nystedt var en ildsjæl, som gennem mange årtier fornyede og styrkede kormusikken i Norge og i Norden, både som komponist, organisator, lærer og meget andet. Hans musik er på den ene side kompromisløs moderne, på den anden side har den dybe rødder i den klassiske kirkemusik fra renæssancen og op til nutiden. Knut Nystedt var en praktisk mand, han skrev en masse kormusik til gudstjenesten og til både professionelle og amatører. De allerfleste kirkekor i de skandinaviske lande har værker af Knut Nystedt på repertoiret.

Han skrev også orkesterværker, kammermusik, orgelmusik og meget andet.

Hør Knut Nystedts korte korværk ”Immortal Bach” – og det er Johann Sebastian Bach (1685-1750), der er tale om. Her er hele Nystedts kompositoriske virke samlet i et 5 minutter langt værk, hvor koret er delt op i flere kor med hver deres rolle.

Det hele starter med nogle strofer af en koral af Johann Sebastian Bach ”Komm süsser Tod, komm selge Ruh”, men et øjeblik efter har vi forladt Bachs verden til fordel for Nystedts.

Bachs korsats går i opløsning ligesom sejlende skyer, der bliver flossede og løber sammen til nye formationer. Vi er i det store kirkerum, men klangen får rummet til at vokse, hvælvingerne opløses til  skyer og den mættede korklang stiger til himmels. Tilbage bliver bare én enkelt tone, som så forsvinder til sidst. Hvor blev den af?

Lyt selv og undr.

Hvad skuffen gemte 3 – Sjostakovitjs violinkoncert i a-mol

Dimitri Sjostakovitj (1906-1975) skrev sin 1. violinkoncert i 1948, men anbragte partituret i skuffen i 7 år indtil 1955. Først lang tid efter Stalins død i 1953 blev værket taget frem igen, og koncerten fik sin første opførelse med den russiske violinvirtuos David Oistrakh som solist og Leningrad Philharmonikerne under ledelse af den legendariske dirigent Mravinskij.

Sjostakovitjs karriere som komponist er uløseligt bundet til kommunismen, Sovjetunionen og Joseph Stalins og senere Brejznevs undertrykkende kulturpolitik. Sjostakovitj blev skiftevis hædret og kritiseret af Stalin og hans inderkreds. Netop i 1948, lige da violinkoncerten var færdigskrevet, kom der en ny voldsom bølge af kritik af Sjostakovitj og andre såkaldt ”formalistiske komponister”.

Sjostakovitj var overbevist kommunist men ikke stalinist. Han besøgte Amerika én enkelt gang i sit liv, men brød sig ikke om det han mødte der. Han havde i sine sene år en omdiskuteret og kritiseret rolle som formand for den sovjetiske komponistforening.

Sjostakovitjs violinkoncert er et meget alvorligt musikværk, hvor den lyse violin står overfor en orkesterklang, domineret af orkestrets dybe instrumenter, bl.a. basklarinet, kontrafagot og tuba. I den langsomme første sats høres to gange slagstøjsinstrumentet tam-tam – en mandshøj gong – med en dyb, sitrende klang, som lægger en stærkt foruroligende stemning under musikken.

Koncerten betragtes ofte som en skildring af Stalintidens forfølgelse og den angst, den skabte hos borgerne i Sovjetunionen, men indholdet rækker langt videre end det, nemlig til de almenmenneskelige følelser af dødsangst og smerte.

Violinen lægger ud med en stor fortælling – måske en livshistorie, barnet der vokser og bliver større og klogere og som lidt efter lidt lærer verden at kende – tydeligvis en verden, som rummer både glæder og sorger og store farer – måske dødelige farer.

Så farer vi pludselig afsted i næsten overstadigt tempo, violinen er optimistisk og kampklar, men modstanderen er ind imellem overvældende og med store ressourcer. Violinen overdøves næsten af den store orkesterklang.

Waldhornene annoncerer den afgørende strid, de mørke blæsere kan være anklagen, violinens forsvar er i begyndelsen spagt og prøvende, men vokser i styrke. Til sidst tier orkestret. Violinen klarer det – i hvert fald i første omgang.

Igen hvirvler musikken afsted, men uden en endelig afklaring. Der er altid nye anklager på vej, men dommen og døden er udskudt indtil videre.

Sjostakovitjs violinkoncert er samtidig ét af den 20. århundredes mesterværker med et meget dybt musikalsk indhold, og med referencer til en række andre komponister og musikgenrer. Eksempelvis er den langsomme tredjesats en Passacaglia – en renæssancedans med en gentaget basmelodi som grundlag for en række variationer.

Violinkoncerten er også det første værk af Sjostakovitj hvor tonerækken DSCH (D-Es-C-H) forekommer. Tonerækken betegner Sjostakovitjs initialer. De musikværker, hvor tonerækken forekommer, regnes for Sjostakovitjs musikalske testamente.

Kan man så høre alt det, når musikken spiller? Ja, det kan man – men ikke nødvendigvis første gang, man hører stykket.

Hør Sjostakovitjs violinkoncert nr. 1 i a-mol - igen og igen – og undr.

Hvad skuffen gemte 2 – Rued Langgaards ”Sfærernes musik”

Den danske komponist Rued Langgaard (1893-1952) er typen på en excentrisk outsider. Han blev nærmest frosset ude af det musikmiljø, som hyldede Carl Nielsen. Rued Langgaard blev i samtiden set som en konservativ og tilbageskuende komponist.

Først i 1990’erne blev han for alvor rehabiliteret, efter at hans 16 symfonier var blevet indspillet af et polsk symfoniorkester, og at komponisten og musikforskeren Bent Viinholt Nielsen systematiserede hans værker og skrev en biografi om ham. Rued Langgaard har vist sig at være en komponist med langt flere facetter end den konservative og tilbageskuende.

Værket ”Sfærernes musik” fra 1916-18 står helt udenfor de traditionelle kategorier. Musikken er bygget op om rummet, forgrund, baggrund, klangflader og klangmoduler. Melodier og harmonier findes naturligvis i værket, men er underlagt en helt anden struktur. Værket har 15 afsnit, som er løst sammenføjet nærmest som en mosaik. Den måde at komponere musik på blev genopfundet i 1960’erne.

I Sfærernes Musik bruger Langgaard et fuldt besat symfoniorkester samt orgel og blandet kor, herudover et 15-mands “fjernorkester” med en sopransolist. Han bruger også et “åbent” klaver, hvor der kan spilles direkte på strengene – en aldrig før hørt effekt i 1918.

Sfærernes musik har sin helt egen særprægede lyd næsten som tynde streger i det tomme rum. Referencerne til det kosmiske er tydelige.  Mange afsnit er holdt i svage nuancer, det store klangudtræk gemmes til sidst i værket. Det hele har en svævende karakter.

Sfærernes musik blev opført i Tyskland nogle få gange kort efter tilblivelsen i 1916, men blev derefter glemt. I 1960’erne var der en ny interesse for værket, og i 2010 blev det opført i Royal Albert Hall af DR Symfoniorkestret og den daværende chefdirigent Thomas Dausgaard.

Hør Sfærernes Musik og undr.

Spil dansk hele dagen – hele ugen – hele året!

Spil Dansk Dagen den sidste torsdag i oktober er et virkelig godt initiativ, som sætter fokus på danske musikautorer i alle genrer – autorer er det moderne begreb for komponister, sangskrivere, lydmagere m.v. Spil Dansk Dagen sætter også fokus på danske ensembler, musikgrupper og solister af alle slags.

Også i år var der fuld gang i danske sange, danske musikstykker, danske musikere og danske komponister torsdag den 30. oktober 2014 – Danmarks største musikbegivenhed med 1360 konkrete arrangementer. Hertil kommer alle de uformelle i skoler, musikskoler, foreninger og private hjem.

Spil Dansk Dagen er i 2014 relanceret som selvstændig enhed med ny ejerkreds, bestående af Koda, Danske Populær Autorer, Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund og Dansk Musikforlæggerforening.

Den professionelle musikudøvelse fylder godt på ”Spil Dansk Dagen”, men endnu vigtigere fokuserer de mange arrangementer på forbindelsen mellem et professionelle lag og amatørmusikken og almindelige menneskers mere hverdagsprægede musikudøvelse – fra fødselsdagssagen derhjemme til skolekor, kirkekor, garageorkestre til brassbands, jazzorkestre og amatørkor- og symfoniorkestre.

Hvorfor skal vi egentlige spille dansk? I alle genrer er musikken i dag internationalt orienteret – i pop-, rock- og jazzgenrerne er der en klar amerikansk dominans, i den klassiske musik er kernerepertoiret fortsat centraleuropæisk/italiensk. Skal vi spille dansk i protest over denne udvikling?

Protesten behøver ikke være motivationen. For vi skal først og fremmest spille og synge dansk, fordi ingen andre end danskere gør det. Et andet godt formål er at støtte de danske autorer, som er én af hjørnestenene i et levende, sundt og alsidigt dansk musikmiljø.

Kernerepertoiret – de kendte sange, numre, stykker – fylder mere og mere i nutidens musikformidling i de elektroniske medier, og når musikken spilles og synges live til alle typer arrangementer. Derfor er det måske værd at trække delvis glemte og oversete komponister og autorer ud af skyggen.

Her er en lille buket, plukket blandt nye og gamle, klassiske og rytmiske: August Enna, Gunnar BergAsger Hamerik, Palle Mikkelborg, Mogens PederssønAage Stentoft Poul Ruders.